lørdag den 23. februar 2013

Brede, medium og smalle børnesko - Få overblikket




Hvis der er særlige krav til skoenes bredde, kan det virke håbløst at købe børnesko online, men hos MilkyWalk beskriver vi bredden på alle sko.

5 forskellige bredder

Vi inddeler skoene i 5 bredder. Hvis den midterste fod er fremhævet i det lille skema nedenfor, betyder det at skoen er helt 'normal' i bredden. Dvs hverken til den smalle eller brede side. På billedet nedenfor er fod nummer 2 til venstre fremhævet. Det betyder at skoen er et godt fit til de lidt bredere fødder. Fødder som er medium i bredden vil som regel også kunne bruge denne sko, men de smalle fødder skal 'holde sig væk'.

Hvis foden yderst til venstre er fremhævet, er skoen perfekt til de helt brede fødder. Fødder i denne kategori vil ofte have svært ved at kunne være i de fleste sko og man er derfor som regel udmærket klar over hvis barnet hører til i denne kategori.

Er foden yderst til højre fremhævet, er lige det modsatte tilfældet. Sko som hører til i denne kategori er lavet specielt til smalle fødder eller er betydeligt smallere end gennemsnittet af sko. Fødder i denne kategori vil ofte også have problemer med at finde sko som sidder ordentligt fast på fødderne og man vil derfor også typisk være meget bevidst om at barnet har smalle fødder. Nummer 2 fod fra højre hører til i den smallere ende men vi er ikke længere ude i ekstremerne. Dog skal brede fødder 'holde sig væk' i dette tilfælde.



Hvordan tjekker man om en sko passer?

Hvis du har bestilt sko hjem og er usikker på om de sidder godt fødderne, har vi også et par gode råd at følge.

Længden
Først og fremmest skal man sikre sig at længden passer. Skoene må under ingen omstændigheder være for små og selvom de gerne må have vokseplads, må de ikke være for store.

Det er som udgangspunkt en rigtig god ide at kende målet på barnets fødder. De kan let måles derhjemme ved at følge vores videoguide:




MilkyWalk måler alle sko grundigt inden de oprettes i shoppen. Vi har et professionelt måleinstrument som kan sættes ned i skoene. Målene kan afvige lidt alt efter hvor meget måleinstrumentet trykkes. Som regel er nøjagtigheden meget stor men små afvigelser på 1-2 mm kan forekomme. Du finder de indvendige mål under produktbeskrivelserne som findes til alle produkter.







Hvis sålen er udtagelig, kan man også få et nogenlunde overblik ved at tage sålerne ud og stille fødderne på dem. Det er vigtigt at det bagerste punkt på hælen flugter med det bagerste af sålen. Hvis sålen buer op ad, skal man ikke træde buen flad men stille sig ind på den flade del af sålen. Sørg for at tæerne ikke krummer og vurder så hvor meget luft der er fra den længste tå til det yderste af sålen. Der skal helst minimum være 1 cm i et par nye sko og maks 1.5 cm. Voksepladsen kommer dog lidt an på hvilken skotype der er tale om og hvor store fødderne er.

Vokseplads
I hjemmesko og sandaler er det som regel passende med 1 cm ekstra plads og ca 1.2-1.3 cm ekstra hvis man ønsker god vokseplads. Det kan dog være for meget til nogle børn. I almindelige sko, kan alt mellem 1 cm og 1.5 cm være meget fint.

I vinterstøvler er kan man købe en del vokseplads og det kan gå an med helt op til 2 cm. Dog vil 1.5 cm ekstra i starten af vintersæsonen ofte være det perfekte. Er støvlen lidt stor og klodset (f.eks. snestøvler) kan omkring 1 cm dog være passende da støvlen ellers vil være for svær at bevæge sig i.


Eksempel
Hvis fødderne måler 15.3 cm og man skal bruge et par sutsko, skal man gå efter en størrelse som måler ca 16.2-16.5 cm.

Hvornår er skoene for små?
Når der er ca 0.5 cm forskel på føddernes mål og det indvendige skomål, er det ved at være tid til nye sko. De sidste 0.5 cm bliver allerede 'brugt' fordi fødderne skridder frem i skoene når man går og løber. Hvis det indvendige mål er nøjagtigt ligeså stort som fodens mål, vil tæerne støde på snuden når man bevæger sig.


Pasformen
Man kan tjekke om pasformen er god derhjemme ved at følge nogle simple retningslinjer.

Svupper hælen?
Giv barnet skoene på og få ham/hende til at gå et par skridt frem og tilbage. Tjek om hælen bliver siddende i skoen og at den ikke svupper op. Hvis skoen virker til at sidde løst om hælen, kan man lave et ekstra tjek ved at sætte barnet på en stol og løfte benet op mens man tjekker om skoen tager fat om hælen. Det er naturligt at man kan rykke lidt i skoen men man må ikke kunne få hælen helt fri af skoen - hælen og skoen skal følges ad når man bevæger skoen op og ned.

Tjek bredden
Hernæst kan man tjekke om bredden generelt er god til foden ved at lade barnet stå op med skoene på imens man med en finger på hver side af skoen, mærker efter langs siderne. Hvis foden presser på skoenes 'vægge' og man fornemmer at foden er ved at 'sprænge' siderne, er det et tegn på at skoen er for smal. Hvis man omvendt kan mærke masser af luft imellem skoen og fødderne er det et tegn på at skoen er for bred. I dette tilfælde kan man ofte allerede ved testen med hælen have opdaget at skoen er for løs.

Hvis skoen passer til foden, vil det føles behageligt når man mærker på siderne. Der vil måske være en lille smule luft (ikke nødvendigvis) men man kan mærke at skoen slutter fint om foden.


Kan man arve sko?
Det er et ofte diskuteret emne, hvorvidt man kan lade sko gå i arv. Vores svar er, at det kommer an på hvor stort slidet på skoene har været. Har skoene været brugt få gange og ikke taget form efter fødderne, er der ikke noget i vejen for at lade skoene gå i arv. Er skoene derimod flittigt brugt, så de har taget form efter den første 'ejermands' fødder, anbefaler vi ikke at man lader skoene gå i arv.



Vi håber at guiden er nyttig. Ved spørgsmål til guiden er du meget velkommen til at kontakte MilkyWalk.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar